
Buttede børn udpeges til mobbeofre af Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsens kampagne ”En lettere barndom” vækker harme blandt forældre til buttede børn. Den blåstempler mobning og udstødelse af børn med overvægt i stedet for at tilbyde redskaber til at hæve selvværdet, når man er anderledes, mener de
”Vores søn har ikke et problem med mad – han spiser sundere og mindre end sine kammerater. Han har et problem med at få andre og sig selv til at acceptere sig, som han er.” Sådan siger en mor som reaktion på oplysningskampagnen ”En lettere barndom”. Hun har besvaret en undersøgelse, som Dorthe Klyvø, der forhandler tøj til runde børn gennem webshoppen Plus-Kids, lavede i eget regi.
”Sundhedsstyrelsen konstaterer i kampagnen, at ”Hvert 5. barn i Danmark er overvægtigt – det kan føre til ensomhed og mobning.” Det lyder jo omsorgsfuldt, men da jeg tænkte mere over det, fandt jeg, at den automatkobling mellem mobning og overvægt næsten blåstempler mobning af de, der er anderledes.” Dorthe Klyvø besluttede sig for at undersøge, hvordan hendes brede kontaktflade af familier med runde børn modtog kampagnen og bad 500 familier deltage i en undersøgelse. 124 svarede tilbage. Familierne udtrykker en tydelig harme over Sundhedsstyrelsens kobling af overvægt og mobning.
 Harme over skræmmebillede af mobning
”Det er en meget forenklet udgave af, hvorfor børn mobber - sådan ser virkelighedens verden IKKE ud,” svarer en anden mor. Faktisk mener kun 18 % (22 personer), at deres barn bliver mobbet eller holdt udenfor pga. dets vægt. Resten svarer enten nej, at deres barn ikke mobbes mere end andre – eller at spørgsmålet om mobning er langt mere kompliceret og handler om helt andre ting end vægt, f.eks. selvværd. 93% af forældrene bliver direkte harme, når de ser kampagnens video, der skildrer en buttet pige, der åbenlyst bliver holdt udenfor, netop fordi hun er rund.
 Virkelige udfordringer berøres ikke
Dorthe Klyvø ærgrer sig over, at børn, der er anderledes end gennemsnitte t, skal udstilles på den måde. En ting er, at man støder familierne i stedet for at motivere, noget andet er, at familierne ikke får nogen reel hjælp. ”Sundhedsstyrelsen rammer jo helt forbi de forældre, der er deres målgruppe. I stedet for at pege fingre, burde de tilbyde ny viden, som forældrene kunne bruge, f.eks. til at styrke deres barns selvværd – hvilket 94% af forældrene (115 personer) faktisk specifikt efterspørger i undersøgelsen.”
”En lettere barndom” gentager de kostråd, de fleste kender i forvejen. Kampagnen berører ikke, at spørgsmålet om vægt kan være – og oftest er - knyttet til andre udfordringer, som familier må kæmpe med. ”Udfordringerne kan handle om overvægt i generationer eller selvværd og overskud blandt de voksne. Det kan også handle om skilsmissebarnet, hvor mor og far ikke har fælles fodslag mht. sund livsstil.” Alt i alt mener 87% (107 personer) da heller ikke, de med kampagnen får ny viden , som kan støtte dem i deres arbejde med barnets vægt og generelle trivsel.
Kommer længst med kærligt blik
Også organisationer, der arbejder for børns trivsel, forstår forældrenes reaktion på at blive tudet ørerne fulde af formaninger i stedet for at blive mødt af en mere konstruktiv og anerkendende tilgang. Bl.a. Delebarn.dk, fortæller psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen, der er en af rådgiverne bag webuniverset. ”I forhold til den samfundsmæssige moraliseren, så må jeg give Dorthe Klyvø ret. Vi har hørt det nu. Helt enkelt er det åbenlyst, at man kommer længst med det kærlige blik, ingen udvikler sig under kritik.”
Dorthe Klyvø håber, at Sundhedsstyrelsen en anden gang vil prøve at se problematikkerne omkring vægt og trivsel fra forældrenes side. ”De kan jo helt oplagt starte med at lære disse familier at kende. Hvis jeg på egen hånd kan lave en undersøgelse, så kan de også.”
Kampagnen ses på www.enletterebarndom.dk. Man kan læse nærmere om undersøgelsen på Plus-Kids’ blog, http://pluskids.wordpress.com/. Her kan man også give sin egen mening til kende.
|