Mit navn er Michelle og jeg er ny gæsteblogger på XLGuide.dk. Jeg er 24 år og læser til psykolog, hvilket betyder megen læsning med høje lixtal. Derfor er det rart at lege lidt med ordene i bloggens kreative verden til en afveksling og jeg er rigtigt glad for at få lov til at skrive for XLGuide.dk – også fordi jeg selv er et XL-menneske på mange måder!

Slankedåsernes indtog
Man skal have gemt sig under en sten mere end almindeligt længe, hvis man ikke har opdaget, at hele verden er besat af sundhed, især når det kommer til kost og motion. Og nu hvor det er januar og det årlige slankehysteri går amok lemminge-style, kan det være ret så svært at tage til middagsselskab uden at blive konfronteret med slankedåserne, som jeg kalder dem.
Nuvel, tyk som jeg er, har jeg nok lidt svært ved at være i stue med mennesker, der i ramme alvor sidder og sammenligner hvor meget maveskind de kan hive ud og erklære som værende det huldeste mavefedt. ”Ååh, jeg har taget mindst ET KILO på i julen, puuuu ha!” Andre mennesker skal selvfølgelig have lov til at være bekymrede for deres vægt, og det er kun godt at sørge for at leve sundt, men der er noget decideret frastødende ved den måde mange, især kvinder, står til fals for slankeindustriens retorik. Og så føler jeg mig naturligvis også særligt truffet fordi jeg har det som om jeg var en elefant løs i grøntafdelingen, når slankedåserne begynder at sammenligne præcis hvor meget broccoli de kan få indenbords på uge, og hvor skønt det er, at spise tørrede æbleskiver frem for chips og slik. Jeg erkender, at jeg har et problematisk forhold til mad, og at jeg burde, skulle, måtte osv. Men jeg synes det kandiderer til grov uhøflighed at sidde til et middagsselskab, hvor værtinden (ikke mig, heldigvis – jeg inviterer aldrig slankedåser!) har lavet en lækker middag til sine gæster, for så at sidde og stikke til en dusk persille og surmule over at desserten ikke er lavet med fløde light. Så gør man det ikke for at blive sund og få det godt med sin krop, men for at sende et signal til omgivelserne om hvor dygtig og kontrolleret man er. Selviscenesættelse af værste skuffe. Nogle gange får jeg lyst til at hive op i kjolen, og vise dem det imponerende, omfangsrige bildæk, som jeg er udstyret med og ryste det godt, så det fremstår i al sin blævrende storhed. Så kan de godt pakke al deres flappede maveskind væk og rydde scenen, for der er en ny dronning i byen! Så er det, at jeg får lyst til at række larmende og forstyrrende henover den nærmeste, kværnende slankedåse, og skære mig et ekstra stort stykke lagkage med det hele. Spise det langsomt og med stor nydelse mens jeg glor direkte på dem.
Hverdagsmad skal nære, men festmad skal nydes!

Glædelig januar!

Tags: